Jeg elsker nymånen fordi den er magisk og fantastisk

I dag fejrer jeg fødselsdag. Det er nymåne kl. 17.59 og mine veninder kommer til middag kl. 18.00.

Nymåne = Magi.

Jeg har længe brugt nymånen til at stille skarpt på hvad jeg ønsker i mit liv.

Det smarte ved at bruge månen er, at den er konstant, forstået på den måde at du kan regne med den, igen og igen. Derfor bliver man mindet om at tage sit liv op til revision med jævne mellemrum. Dermed undgår jeg et liv hvor det er andre mennesker, eller omstændigheder der tager stilling til hvad der skal ske i mit liv. Og dog…. jeg ved godt der er en højere magt der sikkert styrer alt med hård hånd – men jeg ser nymånen som et tidpunkt til at lufte mine ønsker for Universet.

Du kan med hjælp fra en månekalender tjekke lang tid i forvejen hvornår det er nymåne.

Sidste nymåne (10. maj 2013) lavede jeg en ønskesliste og skrev nogle for mig meget store ønsker på.

Jeg skrev bl.a.:

– Nyt optimalt hjem til mig og min datter

– Ny wordpress side for signefjord.dk

– Mit super helbred tilbage

– Lønforhøjelse

Disse 4 ting er alle gået i opfyldelse den sidste måned. Vi flytter d. 15/7, signefjord.dk læser lige du lige nu, jeg har fået mit helbred tilbage efter en måned med vuggestue-start-snue. Lønforhøjelsen er også i hus.

Derudover skrev jeg 3 ønsker som ikke helt er gået i opfyldelse endnu, så dem holder jeg for mig selv og skriver dem på min liste igen i dag.

For en følsom sjæl kan nymåneperioden nærmest føles depressiv. Det er som om man går helt i sort og bliver nulstillet.

Så når jeg f.eks. har en grædende kunde i telefonen dagen inden nymånen fordi hun lige er blevet fyret, så kan jeg med ro i sindet sige, “husk det er nymåne og har du ikke også selv sagt at du ikke er glad for at være der?” Og minde hende om at der er et bedre job på vej.

Hvis du ikke allerede bevidst bruger nymånen i dit liv – så anbefaler jeg at du laver dit eget nymåne ritual, og tager endnu mere styring med hvad du ønsker dig i dit liv!

Du kan starte med at gøre som jeg gør og senere finde din egen måde.

Her er mit nymåne-ritual

Trin 1. (K)ærlig selvreflektion: Hvad har jeg virkelig lyst til at have i mit liv?

Trin 2. Skriv 10 ønsker (eller mindre) på din nymåne-ønskeliste. Skriv i hånden på et stykke papir.

Trin 3. Gem ønskelisten et privat sted, men et sted du let kan finde!

Trin 4. Luk op for at der kan ske mirakler i dit liv. Hold fokus på hvad du ønsker, ikke på hvordan det skal lykkedes. Det er op til Universet at vise dig.

Trin 5. Lyt til de signaler og instrukser du modtager og gør hvad der skal gøres. Måske skal du handle for at kunne forvandle.

Trin 6. Slap af og lad Universet arbejde for dig!

Trin 7. I dagende op til næste nymåne så tjekker du din nymåne ønskeliste og hakker alle dem af der er gået i opfyldelse. Resten af ønskerne overfører du til næste nymåne hvis de stadig er aktuelle.

Nogle gange tager ønskerne lidt længere tid, og nogle gange går de i opfyldelse lige med det samme.

Jeg har tillid til at det sker i rette tid og på rette sted og jeg øver mig dagligt i tålmodighed.

Lad magien begynde……
månekalender