Noter skrevet d. 9. august 2009 ude foran Peters Kirken i Rom.
Jeg er i Rom sammen med min veninde som aldrig har været i Rom før, så jeg viser hende rundt her i min favorit by.
Da vi kom frem til indgangen til Peters Kirken, efter at havde stået i kø i
l-a-n-g tid,
fik jeg ikke lov til at komme ind, fordi mine shorts var alt for korte. Nå!
Det var heller ikke vores oprindelige plan at besøge Peters Kirken i dag, så jeg var ikke i det rette outfit. Vi havde faktisk begge to købt et tørklæde fra en gade sælger på vej fra metroen, til at dække vores arme. Men da jeg både havde for korte shorts og for korte ærmer på, valgte jeg at give mit tørklæde til min veninde så hun kunne dække både skuldre og lår og selv gå indenfor.
Jeg stod så udenfor og ventede.
Jeg tænkte – skal det her ødelægge mit gode humør?
Nej da, så jeg valgte at få det bedste ud af ventetiden ved at se mig lidt omkring!
Det var virkelig interessant for mig at se hvordan folk reagerede meget forskellige på det at blive afvist ved indgangen til Peters Kirken.
Det var skønt at se gentlemen løbe ud for at købe at tørklæde til deres kvinde.
Der var også veninder der byttede tøj for at kunne komme ind.
Det blev til en hel del meget kreative outfits.
For nogle turister betød det også end of the day!
For de gav simpelthen op!
Nogle begyndte at græde som om det var selveste Gud der afvise dem.
Dem der overlever i naturen er jo den stærkeste, men også dem der er bedst til at tilpasse sig nye omgivelser og omstændigheder.
Man må være omstillingsparat i denne tid.
“I was rejected”, “I was rejected” hørte jeg ofte de for let påklædte turister sige.
Da min veninde kom tilbage, solgte jeg mit tørklæde til en anden turist for de 5 euro som jeg selv havde givet for det. Hun stod helt alene og så meget ked ud af det. Hun havde faktisk helt opgivet at komme ind da jeg gik hen til hende. Hun fortalte at hun havde rejst hele vejen fra USA til Vatikanet og nu kunne hun ikke komme ind. Jeg viste hende at hun med hjælp af et lille tørklæde kunne fremtrylle et anstændigt outfit.
Så lidt skulle der til!
Hele denne oplevelse med at stå og se hvordan folk reagerede var meget mere værd for mig, end at se Peters Kirken for 6 gang.
Invitation til reflektion!
– Hvad lader du dig stoppe af?
– Hvornår stopper du?
– Hvornår giver du op?
– Hvornår er noget vigtigt nok for dig?
Som teenager lærte jeg at køre på cykel i skoven af en tidligere verdensmester i cykling, nemlig Jørgen Emil Hansen.
Jeg kan stadig huske da Jørgen Emil sagde til mig at jeg altid skulle fokusere på hvor jeg gerne ville hen og slet ikke se på træerne! For hvis du ser på træerne så kører du ind i dem!
Se mellem træerne!
Den simple teknik tog jeg med mig i livet og jeg har brugt den på mange livsområder.
Hvor er døren, hvor er løsningen og hvor er genvejen?
